Hartley’s

Steve I’s bedste ven kom vi meget tæt på. Krokodille farmen ligger en times kørsel fra Cairns og var over alt forventning.

 

Det første vi møder da vi kommer ind af indgange er en meget livlig koala. Vi var da også nok de første inde, og den var endnu ikke blevet dopet af bladenes effekt. Den kravlede lystigt rundt på de opsatte grene proppede ”gum” blade i sig. Da vi senere igen gik forbi samme koala, var den heeeeelt væk. Sad der på grene høj af naturens den bedste blend.

 

Efter et lille stroll rundt i parken skulle vi på cruise. Vi kom tidligt ned og fik da et par gode pladser i båden. Magelig sad vi da de første crocs’ nærmede sig -de vidste godt hvad der skulle ske. Som videoen viser jer, så kan krokodiller sagtens lave acrobatik, de hoppede op som var de lavet til stunts. Det sjove er som i måske ser, at de tror man slet ikke kan se dem…langsom flyder de op mod byttet og så med den kraftfulde hale får de tilløb til at hoppe. Og splask så er de nede igen i det kølige og grumsede vand.

 

Krokodillefarmen producere dyr til skind og kød. Og jeg, Louise, fik da også smagt en god dino burger, med krokodille bøf. Det var faktisk rigtig lækkert! Lidt som hakket kylling, men ikke med den kedelige tørre smag.

 

 Lort! Den video vi ville lægge ud er et forkert format, og da hverken Bo eller jeg er computer genier så kan vi altså ikke få den ud…øv bøv..i må vente med at se krokodillerne i action og se på de stilbilleder der ellers ligger.

 

Louise og Bo

 

 

 

 

T5

Fredag morgen, meget tidligt med en grå boks indeholdende et lejet undervandskamera bevægede vi os ned mod marinaen i Cairns. At dagen skulle byde på tre dyk var vi endnu uvidende om.

 

Ved første øjekast blev Bo og jeg en smule skuffede fordi vi godt kunne se at passagertallet ville blive betydeligt større end på Tallarook, men efter nogen tid indfandt vi os fint blandt de andre certificerede dykkere. Efter en række små taler fra diverse crewmembers fortalte kaptajnen at vores første stop var ved revet Millan…her begyndte crewed at juble mens kaptajnen kunne oplyse at dette var ynglings revet på båden og kun besøgt når strømmen var nede på en 10-15 knots normalen ligger ellers på en 20-25, så vi var meget heldige. Vores Japanske instruktør Yatzu og dennes hjælper en lille japansk pige med ”springvands” hestehale fik os til rigtig at glæde os til det første dyk da de begge virkede imødekommende og dygtige.

 

(Lidt personligt fra Louise

Okay, jeg må indrømme at jeg jo fik lov til ikke at lave ”the giant stride”( et skridt ud i vandet – giver følelsen af at tage et skridt ud i ingenting) da vi tog certifikatet, Darryn og Daisy var dengang meget søde og toldmodige…men jeg vidste at det ikke kunne blive ved. Jeg måtte jo udfordre mig selv og dette var dagen jeg havde besluttet at jeg skulle hoppe fra båden. Med Bo bag mig i køen fandt jeg mig på trappen. Amerikaneren Roberta foran mig fik fødder på (dette var en af de dyre ture hvor servicen var helt i topJ) og langsomt begyndte bomuldsmunden at træde ind mens maven stadig krummede sig på grund af den høje søgang på vej mod revet. Roberta var i, nu var det min tur! Jeg fik fødderne på, og ..åh…det var ikke godt…selvom Yatzu meget toldmodigt smilede og kom med opmuntrende tilråb begyndte min krop at ryste. Efter hvad der virkede som en evighed spurgte fyren der havde givet mig fødder på om jeg ville foretrække at tage turen siddende…og der ja..der tog jeg mig mod til og svarede ” no I want to do it” og 5 sekunder efter fandt jeg mig i en ”jeg tager et skridt ud i ingentingsposition” og ¼  sekund derefter lød den brusende lyd af noget  MEGET tungt, der trænger gennem vandets overflade. No worries!)

 

Vi havde på forhånd aftalt at Bo skulle tage kameraet ved første dyk og jeg det næste. På denne måde ville vi få billeder af os begge og begge have et dyk primært til bare at nyde revet. Måske tænker du ”hvorfor fan’en kan man ikke nyyyyde revet mens man holder et kamera”? Og ja, undervandskamera er altså lige lidt mere uhandy end de normale små digitale vi går rundt med. Samtidig skal man huske at det man tager billeder af jo ikke altid er enig i at nu er det jo lige tid til at stå stille i vandet og posere, så opgaven kan blive yderst kompliceret.

 

Revet var fantastisk! Vi så såååååå (ikke plads til alle de å’er der burde være) mange fisk i flotte farver, kæmpe musling ca. 1 meter bred i en skrig lilla farve. Andet dyk var lige så fedt og hoppet fra båden sjovtJ

 

Oppe af vandet knurrede maverne af sult, men jeg kunne dog ikke få så meget ned. Buffeten var inde i selve ”kahytten” og her følte man søgang som gav kvalme, men så snart man kom ud i luften forsvandt det. Næste rev og tredje dyk som Bo og jeg jo desværre ikke skulle have, men til vores overraskelse var dette dyk gratis så ned i fiskenes baghave igen med os. Denne gang var dykket på lavere dybde, men i meget spænende omgivelser. Yatzu foran første os gennem en smal revne i revet. Det var helt vildt med meter høje koral rev på begge sider flød vi langsomt gennem vandet.

 

På vejen hjem kunne jeg ikke lade vær med at tænke over hvor heldig vi har været for at se Great Berrier Reef på denne måde. At være under vandet og se fiskene følge en eller bare fortsætte i deres gøren er så specielt. Efter sådan en tur kan man ikke gøre andet end at stemme for at vi passer på vores klode, vi er trods alt afhængige af dyr og planter for at vi kan leve.

 

Okay, måske nogen af jer synes jeg blev lidt hippie grøn der, men ja ”what can i say- try it”!

 

Louise

 

Skildpadder

Port Douglas. Ja, altsaa jeg ved godt at det kommer i forkert rakkefolge, men prov at baere over med mig:-)

Port D, de forste dage med noget blandet vejr. Fedt fedt fedt hostel, med totalt laekker vaerelse med alt hvad hjertet kan begaere.

Vi fandt en billigtur til revet og fik to dyk for lidt penge sammenlignet med mange af de store ture som Quiksilver osv. Baaden vi skulle med hedder Tallarook og havde ialt tre besaetningsmedlaemmer ikke regent Kaptajnen, en aldre herre med lasebrilller paa nasen og kladt i hvidt som det hore sig til paa den salte so. Tallarook var en 30 aar gammel, hvis ikke mere…et sikkert skib virkede det som. Forstestyrmand havde en sort kasket og sagde ikke meget mens han passede BBQ’en og roret samtidig.

Bo og jeg havde bestilt to dyk, det forste var sammen med en anden dansk fyr- ialt var vi fem danskere ombord. Ret godt antal naar man regner DK’s storelse, chancerne for at derer andre danskere lige den dag i lille port D som ogsaa har meldt sig paa den tur og i det at vi kun var 12 passagere ialt. Fyren, Morten, hans far og lillebror ( dette blev opklaret fordi han sagde det var hans bror, ellers ville jeg havde troet det var en ven. De ligende ikke hinanden spor!).

Dykkets hojdepounkt var da vi langsomt kommer rundt om et hjorne paa revet og guiden svommer hen og griber fat i en stor havskildpadde. den svommer natruligvis vak, men med ham eftersig-han holder fast…det var saa fantasktisk at se og ret heldigt sys vi. Vi saa alle de “obligatoriske” fisk og my fav…Nemo eller hans far! Ih de var fine sma sode fisk som gemte sig i annemonerne naar vi store monstrose dykkere narmede os. Vi saa sjove fisk der rensede bunde for mad og narmest konverserede med hinanden mens. Papegojefisk, der med munde der ligner nap og flotte farver finder mad paa revet. Store fisk svommede under baaden og tror vi fik nogen gode skud med Kodaak undervandskamerearet.

Andet dyk fik Bo og jeg ekstra store tanke paa ryggen fordi vi havde brugt saaaa meget ilt paa ingen tid..saadan er det at vare ny! Ned kom vi og denne gang fik vi lov at komme ned paa 18 meter seks meter mere end det vi ellers er tilladt fordi vi kun er scuba divers ikke open water. Her saa vi en rokke!!! Den var ikke mega stor, men altsaa det var en “sting rokke” den slags som Steve I blev drabt af kun ca. 20 km fra hvor vi dykkede. Men, rokken den svavede gennem vandet, det var spektakulart at se paa saa nart hold, mens man jo faktisk er under den…du bor overveje at dykke!

Oppe paa baaden var der nu lagt an til en morfar i solen mens skuden langsom sejlede mod Port D igen. Det tog ca 2 timer var vej, og var hele turen vard.

Dagen forinden dykket med Tallarook havde vi sat os paa resturanten ” the Inlet”. Her modte vi George the grooper… en ca. to meter lang find med en bradde paa 1. Den blev luret frem af et fiskkadaver som en af de ansatte ved The inlet sank ned til ham. Da han syned frem blev der maabet. Ingen havde regent med at han var saa stor! Mens vi sad og saa paa dette store dyr nopd vi en spand rejer og noegn fine eksotisk drink med de frugt paa siden og de der straa man kan pifte med…flot var det.

Louise

 

Jungle vraal

Den aldste regnskov i verden, ved Mount Sorrow hvor to af Kaptajn Cooks matroser forsvandt, hvor regnskov og hav moder hinanden i et spetakulart syn finder vi os som var det et eventyr.

Vi ankom til PK’s Jungle Village tidligt i foregaars efter en lang men uanmeindelig hurtig koretur ( den gamle mand bag rattet korte med 120 i time paa den snoede vej. Igaar brugte vi forst paa hesteryg i ter timer gennem australsk eng, dyb regnskovs og sidst paa en aaben starnd med fuld galop paa gamle Poppey og den yngre og vildere Cheif… Det var FEDT. Gennem regnskoven paa de smaa- jah, stiger kan man vel ikke kalde det,for her ville jeg nodig finde mig selv paa de bare fusselanger. Ikke blot pga. den mudrede skovbund hvor kryb og kravl trives, men mest af alt fordi der her er GODE chancer for at mode en Croc. Vi saa da ogse en krokodille liggende paa en sandbanke i en ellers livlig flod. Men denne skulle man dog ikke vare bange for, den var en baby( ca. 1 1/2 m lang) og laa saa stille saa man skulle tro den var udstoppet.

Efter en god lur i den lille hytte hos PK’s fandt vi os paa havet nu med udsigt mod strand og skov. Det var en lesiure tur, saa som vores guid sagde, ville hun ikke se nogen arbejde haardt! Med vaade rumper i plastisk kajakken gled vi langsomt langs kystlinien paa Cape Trip stranden…og undskyld, men F**K hvor hvor det smukt. Sammen med resten af flokken af kajakker nod vi i faelleskab udsigt, en Tim Tam og en brikjuice- aldrig har det smagt saa godt.

Tilbage i PK’s er vi nu paa sidste hele dag i cape trib…ov for her er dejligt, og vi har varet saaaaa hedige med vejret. Hele tiden faar vi afvide at “det den perfekte dag i har valgt at tage paa tur- i seksuger har det varet daarligt vejr”, saa jo hedig foler man sig!

Louise

 

Mr. Ledger and the final goodbye

Sidste nat I Sydney. Efter en lang dag, hvor fire timer blev brugt i et tog, er vi nu ved at pakke vores kufferter og siger farvel til Sydney, Paven, alle katolikkerne og deres røde rygsække(World Youth Day har mildes talt sat sine spor på storbyens gader). Okay, nu tænker du sikkert – ”hvorfor har de brugt fire timer i tog” – og bare rolig forklaringen kommer her. Blue Mountains, ca. to timer fra Sydney, med en helt fantastisk udsigt skuede vi ud over de skovfyldte bjerge. Eco dalen og de tre søster (klippe formationer) var vildt at se når man kommer lige fra skyskrabere og operahuset. Her kunne vi mærke luften var frisk og det var vidst også et par grader koldere end vi har været vant til her i Sydney downtown.

 

Ellers må jeg vidst lige opdatere jer. Dagene der er gået har vi brugt på små hyggelige ting. Har set the Rocks, det ældste kvarter i Sydney. Her blev byen Sydney grundlagt af de først kolonister fra Europa en 200 år siden. Det var rart at se de gamle bygninger, og man følte sig nærmest helt hjemme igen.

 

Et par bif-ture er det også blevet til. Det her min overskrift bliver relevant! Vi ved jo alle at den unge Heath døde, og med den nye Batman film har han her nede fået nærmest sainthood. Bo og jeg måtte naturligvis se hvad det var de alle ravede about. Hmm, jo den var ret god og jo han spillede rigtig godt. Hatten af for make-up artisten. Arene på Heath’s ellers så ungdommelige ansigt så vildt godt ud…hvis man kan sige det sådan.

 

De store kulinariske oplevelser har Sydney dog ikke budt på for vores vedkommende. Af årsager vi ikke orker at nævne her, fordi de simpelthen ikke er vær at tænke på har det bedte vi har fået været den kartoffel/bacon suppe vi fik i dag i den lille cafe på Katoomba hovedgade været det bedste. Men man skal altså heller ikke kimse af en god kartoffelsuppe- vel?! Dog må jeg her lige hurtigt nævne Pie-face. Denne franchising er da meget sød. De sælger, hvad navnet nok har afsløret for dig allerede, PIES. Det i sig selv er jo ikke sødt, tænker du sikkert, men hver slags pie har på toppen et lille ansigt. Nogen er smiley face andre ser ud som om de sover og andre ser bare lidt mærkelige ud…men jeg synes ideen nu er meget fin.

 

Oxford street besøgte vi et par gange. Det er her de fede butikker, restauranter og pubber ligger. Men nu er det så tid til det sidste farvel, og jeg må indrømme selvom jeg som den storbyferieelskende pige jeg er- jeg glæder mig sgu til at komme op til Queensland og bare en sol ferie hvor (dette er noget jeg håber) det mest fysisk anstrengende er at ride på en hest på stranden og have havet på den ene side og den frodige regnskov på den anden, time will tell

 

Saying the final goodbyes from Sydney

-         in memories of Heath Ledger ( ja altså, se nu bare den film!)

 

Louise

 

Tunfiskemadder på rugbrød- kan man forlange mere?

Endnu en dag i Sydney er gået.

Blå himmel, kaffe på cafe’ i hyggelig/smartass kvaater, Paddy’s market og Chinatown og biftur. Nu tilbage på LORTE hostel…men men vi er blevet opgraderet. I formiddages blev der  banket på vores dør og vi blev bedt om at gå til receptionen hvor chefen for hostlet ventede. Bo gik derned og kom tilbage med den opløftende nyhed – vi er blevet tilbudt et værelse på et af hans andre hoteller- NICE

Det skal til denne historie tilføjes at jeg, Louise, igår havde en rigtig ubehagelig oplevelse med en af de ansatte i receptionen. Da vi kom tilbage fra en lang dag hang en seddel på vores dør om at vi skulle gå til receptionen. Jeg gik ned for at høre hvad de ville…og ja, blev snakket til på en “sådan  taler man for det første ikke til gæster og for det andet sådan talte man måske engang tilbage i folkeskolen” måde. Ham, den klamme receptionist var nedladene og ubehagelig. Så du kan nok forstå at vi var lettede da vi blev tilbudt opgradering og et værelse væk fra den dumme receptionist.

Tilbage på hostlet for sidste nat. Bo har lagt sig i overkøjen på vores tre-personers Ikea moster af en seng og læser en bog, mens jeg ligger og ser Wizard of OZ på tv og nyder en rugbrødsmad (eller som Smaichel ville sige: en lille “brødmad”) med tun i underkøjen.

-Louise

 

Sydney once more

Med en gammel version af måske Alibaba film kørende på det lille Samsung tv kun en to meter fra mig begynder jeg vores Australiens saga på ny. Tidligt igår blev vi kørt til lufthavnen i Adelaide af Jack og Monique og ankom lidt halv sløve til Sydney. Overrasked blev vi,…ikke på den positive måde, da vi fandt ud af at vores hostel har en mikrofon/højtalersystem som den store pimp mand i receptioen med glæde bruger til at vække de stakkelt backpackers der var ude og feste og ikke lige kunne komme op til deres chekud. Lad mig sige det sådan her: han ligner en rigtig hustler! Og er møj irreterende!!!

Men ja, vi er her jo heldigvis ikke for at se på ham:-) I går fik jeg, for første gang i lang tid, “wow” oplevelse. Vi endte dagen ved Operahuset, og sikke en ende det var. Kan du forestille dig, mens man kommer gående, gemmer byen sin perle. Man ser først broen og lysene på den anden side af havnen, man tænker ” nej, en flot udsigt” og går stille videre…indtil- pludselig… de hvide mægtige buer skær himmelen igennem… der midt mellem himmel og hav er operaren. Jeg kunne ikke andet end at måbe og udråbe “wow”. Som mange af jer ved har jeg efterhånden set en hel del af verdens berømte arkitektur, men helt ærligt, denne mørke aften i Sydney fik operahuset til at spille på de helt rigtige tangenter for mig. Den var altså helt fantasktisk og er sikker på at personer som ikke intressere sig for arkitektur kun kan sige det samme…man kan ikke andet end at lade sig rive med. Det sjovt for mens vi gik op ad de mange trin til selve de hvide buer talte vi om at den på en måde virker lidt kirkeagtig. Måske med inspiration fra de gotiske kirker, men jeg synes ikke at den gav samme distancerende følelse som de gør. Operaren tog en til sig og gav en følelse af hjem, man fik lyst til at røre ved de hvide fliser, der som harlekintern pryder de skæve vinkler og gir tekstur til de store flader.

Glæder mig til at se den i dagslys, men tænker at den aften, første gang, nok altid vil være helt speciel.

Nu tænker du sikkert -laved de ikke noget om dagen?

Jo, vi mødtes kl 13 med Wiebke som også var i Sydney. (side bemærkning: Hun tager dog hjem idag til Tyskland, men hende ser ve helt sikkert igen). 

Efter en hel del søgen iindre by fandt vi et hyggeligt sted og fik lidt frokost og en kop kaffe. Herefter stod den på shopping og vi gik ned langs Oxford st. som er designer mekka hvor alle de små nye designere sælger deres kreationer til en langt mere menneskelig pris en de kendte mærkevarer i centrum. Jeg fandt da også en kjole til Søren og Millas bryllup for kun $49…nu mangler jeg bare et par sko og har naturligvis en helt klar ide om hvordan de skal se ud så det skal nok blive en let sag at finde dem-NOT!

Idag, fredag, står mulighederne åbne. Men tror måske vi tager en rigtig turist sightseeing bustur og lader fusselangerne slappe lidt af. Da både Bo og jeg godt kan lide fotoudstillinger og et af Sydneys mange museer netop byder på en udstilling med en samlig af specielle amatør fotos håber jeg vi også kan få tid til det idag.

snakkes senere,

Louise

 

Sydney og automobilen

I smukke unge mennesker…. 

Okay, så var det vidst lige tid til en opdatering herfra. Der er sket ret meget siden sidst..både godt og skidt! Vi tog flyveren til Sydney sidste torsdag i håbet om at købe en automobil fra den ene dag til den anden. Med måske max to dage i Sydney…men sådan skulle det ikke gå. Skæbnen ville at vi endte med at blve fem dage i Sydney. Disse dage var såment ikke dårlige, nej vi var så heldige at finde et værelse på et hostel få hunrede meter fra Bondi beach. Det skal her tilføjes at Bondi beach er den mest berømte stand i Sydney, hvor livreddergruppen har sit eget tv-show, der er ret sjovt at se for os dødelige.

Men bilen kunne vi jo altså ikke få, først hos den ene brugtbilsforhandler -han sagde tirsdag og så den næste som sagde mandag…da jeg var ret ivrrig eftre af komme hjem tidsnok til at nå mine kurser på uni tog vi buddet om mandag. Bilen kørte fint fra Sydney, hvor en tom tank skabte en anelse påstry og stress blandt bilens to passagere…Men problemet kom rigtig først halvejs mod Adelaide. Byen Hays ligger som en lille oase..ordet oase er måske iforhold til andre oaser overdrevet men til denne tur var det nok det eneste man kunne kalder en oase. lige ankommet til en lille tankstation i udkanten af byen, med tanken genopladet…strejker batteriet! Heldigt heldigt for os..at tankstationen så lige har en automekanier tilknyttet. Vi køber et nyt batteri og får det hele fikset på nul komma fem..puha!

Turen går eller smeretfrit, kun med angsten for at møde en kænguru..der ligger nemlig på denne rute kadavre, nogen mere eller mindre fortærede. Bo køre den bil godt!!! ( nej det ikke Bo der skirver overraskende nok..hihi)

Min kommentar og indtryk af Sydney: Uh, den er for fed…godt vi skal tilbage. Stemning li San Fransisco..som af jer der kender mig rangere højt på min liste Ikke at Adelaide ikke er en hyggelig by, men der var noget metropol stemning over Sydney som jeg sys er vær at opleve. Overraskeden er den mega hilly, men meget frodig og intressant i den forstand at den bare har alt hvad hjerete kan begære.

Vi var en tur i Sydney Aquarium en dag, det ligger nede ved et storslået havneområde med alverdens restauranter og sådan noget sjov. Der var hajer og sæler (ikke dem vi kender fra ‘GØNLAND’- med stikket og leret( dedikeret til min søster milla…du ved selv hvad det betyder) men det som jeg sys var mest spænende var de små fisk fra koralrevene..det var nemo fisk..uh de var fine.

Eller gik dagene i Sydney med at kigge lidt her og der, velvidenede om at vi jo skulle tilbage hertil senere.

Hjemme i Adelaide igen går hverdagen sine tunge trin- nej just kidding..det bliver altså ike hverdag hernede! Solen skinner og igår kørte vi op i ny bil til Adelaide hills. Maget smukke bjerg formationer og udsigter kun få min fra byen.- billder følger senere.

Pt. sidder jeg med hovedet i bøgerne, da to opgaver skal afleveres fredag…lidt presset men det går nok. Det hele kan jo ikke være sjov og ballde.

Håber i kan holde varmen derhjemme, husk vanterne ik…aj var det lidt for strenget?

 Knus Louise- send saltlakrids tak!

Ps…(tror Bo bilver skuffet hvis jeg ikke lige husker at skrive hvad det er for en bil, so here goes- Ford Falcon 1993).

 

Barossa valley and Tom Tom club

Her i lørdags var vi på en vin tur til et vin område 1 times kørsel fra adelaide. Vi blev hentet i en lille bus og så var det ellers afsted til landet.. Det var rigtig fedt at komme lidt ud fra byen og se lidt af provinsen og hende der kørte var samtidig vores guide så hun fortalte os om områderne, historien bag hele Barossa valley og jaa alt muligt jeg ikke kan huske nu…

Det var rigtig rigtig sjovt og vi fik selvfølgelig smagt en masse vine på de 5 steder vi besøgte. Det ene sted var vidst en eller anden kogemor fra tv der også lavede vin så der fik vi også smagt pate, mamelade, alle mulige syltede ting og jeg ved ikke hvad. Vi fik selvfølgelig også lækker frokost på et sted som lå lidt på en skrant så vi havde udsigt over alle vin rankerne i det lille område.. Rigtig smukt. Da vi spiste kom vi i snak med de andre ved bordet og det viste sig at være den nuværende præminære ministers pilot! og hans kone.. Det var lidt sjovt.

Louise og jeg havde betalt lidt extra for en helikopter tur så da vi var færdige på det sidste sted kørte bussen med de andre og vi fik at vide hvor helikopteren ville lande så vi gik derned og lidt efter kunne vi høre den og frem over træerne kom den her lille helikopter. Vi kom op og for satan ¤%&#&”?+¤ nej træk mig nu ind i fuglekassen hvor var det fedt!!! godt nok fløj vi ikke så længe men puha det var skægt! Vi blev så hentet af bussen der hvor vi landede og så gik turen ellers tilbage mod byen hvor jeg uden at lyve kan sige at 90% af bussen fik sig en lille en på øjet…!!

Da der er en festival i byen i øjeblikket var “støget” fuld af mennesker så vi gik lidt rundt for at finde et sted at spise da vi rendte ind i 2 vi havde mødt til en BBQ sidste søndag og det endte med at vi spiste sammen og senere var vi inde og se nogle som kaldte sig Tom Tom club som lavede akrobatik, musik, beat boxing og det var rigtig fedt! Jack og Monique var så så søde at give os et lift hjem og så var det også på hovedet i seng!

Bo

P.S. Vi er officielt 5 dage inde i efteråret men de har lovet +30 grader hele ugen…! 

 

alt mulig og rejseholdet

SMÅ KEDELIGE OPDATES til en regnfuld dag i DK (vi håber) 

Clipsal showet/racet gik fint for os…men en af førenen kom grulig galt afsted og mistede livet samme dag som vi var der…men var naturligvis dampet af da varmen var ulidelig! Nyhederne fortalte at seks af hans organer blev doneret og altså har reddet skes menneskeliv- Husk tag stilling til donation!

 Piger/kvinder/damer og andre som skulle være bare lid intresseret i tøj og diverse assesories Adelaide er stedet at købe sig fattig i lækre små kjoler og fine bluser osv. Forstår ikke helt dem der mener det er et hul i jorden- hmm kan tydeligvis ikke ha de samme interesser som mig

Ps, man SKAL stemple ind HVER gang man går ind i bussen- meget mærkeligt firma!

Okay der er så rejseholdet på en af kanalerne her down under- sjovt siger jeg bare. Kanalen hedder SBS