Louise & Bo down under

Steve I’s bedste ven kom vi meget tæt på. Krokodille farmen ligger en times kørsel fra Cairns og var over alt forventning.

Det første vi møder da vi kommer ind af indgange er en meget livlig koala. Vi var da også nok de første inde, og den var endnu ikke blevet dopet af bladenes effekt. Den kravlede lystigt rundt på de opsatte grene proppede ”gum” blade i sig. Da vi senere igen gik forbi samme koala, var den heeeeelt væk. Sad der på grene høj af naturens den bedste blend.

Efter et lille stroll rundt i parken skulle vi på cruise. Vi kom tidligt ned og fik da et par gode pladser i båden. Magelig sad vi da de første crocs’ nærmede sig -de vidste godt hvad der skulle ske. Som videoen viser jer, så kan krokodiller sagtens lave acrobatik, de hoppede op som var de lavet til stunts. Det sjove er som i måske ser, at de tror man slet ikke kan se dem…langsom flyder de op mod byttet og så med den kraftfulde hale får de tilløb til at hoppe. Og splask så er de nede igen i det kølige og grumsede vand.

Krokodillefarmen producere dyr til skind og kød. Og jeg, Louise, fik da også smagt en god dino burger, med krokodille bøf. Det var faktisk rigtig lækkert! Lidt som hakket kylling, men ikke med den kedelige tørre smag.

 Lort! Den video vi ville lægge ud er et forkert format, og da hverken Bo eller jeg er computer genier så kan vi altså ikke få den ud…øv bøv..i må vente med at se krokodillerne i action og se på de stilbilleder der ellers ligger.

Louise og Bo

Fredag morgen, meget tidligt med en grå boks indeholdende et lejet undervandskamera bevægede vi os ned mod marinaen i Cairns. At dagen skulle byde på tre dyk var vi endnu uvidende om.

Ved første øjekast blev Bo og jeg en smule skuffede fordi vi godt kunne se at passagertallet ville blive betydeligt større end på Tallarook, men efter nogen tid indfandt vi os fint blandt de andre certificerede dykkere. Efter en række små taler fra diverse crewmembers fortalte kaptajnen at vores første stop var ved revet Millan…her begyndte crewed at juble mens kaptajnen kunne oplyse at dette var ynglings revet på båden og kun besøgt når strømmen var nede på en 10-15 knots normalen ligger ellers på en 20-25, så vi var meget heldige. Vores Japanske instruktør Yatzu og dennes hjælper en lille japansk pige med ”springvands” hestehale fik os til rigtig at glæde os til det første dyk da de begge virkede imødekommende og dygtige.

(Lidt personligt fra Louise

Okay, jeg må indrømme at jeg jo fik lov til ikke at lave ”the giant stride”( et skridt ud i vandet – giver følelsen af at tage et skridt ud i ingenting) da vi tog certifikatet, Darryn og Daisy var dengang meget søde og toldmodige…men jeg vidste at det ikke kunne blive ved. Jeg måtte jo udfordre mig selv og dette var dagen jeg havde besluttet at jeg skulle hoppe fra båden. Med Bo bag mig i køen fandt jeg mig på trappen. Amerikaneren Roberta foran mig fik fødder på (dette var en af de dyre ture hvor servicen var helt i topJ) og langsomt begyndte bomuldsmunden at træde ind mens maven stadig krummede sig på grund af den høje søgang på vej mod revet. Roberta var i, nu var det min tur! Jeg fik fødderne på, og ..åh…det var ikke godt…selvom Yatzu meget toldmodigt smilede og kom med opmuntrende tilråb begyndte min krop at ryste. Efter hvad der virkede som en evighed spurgte fyren der havde givet mig fødder på om jeg ville foretrække at tage turen siddende…og der ja..der tog jeg mig mod til og svarede ” no I want to do it” og 5 sekunder efter fandt jeg mig i en ”jeg tager et skridt ud i ingentingsposition” og ¼  sekund derefter lød den brusende lyd af noget  MEGET tungt, der trænger gennem vandets overflade. No worries!)

Vi havde på forhånd aftalt at Bo skulle tage kameraet ved første dyk og jeg det næste. På denne måde ville vi få billeder af os begge og begge have et dyk primært til bare at nyde revet. Måske tænker du ”hvorfor fan’en kan man ikke nyyyyde revet mens man holder et kamera”? Og ja, undervandskamera er altså lige lidt mere uhandy end de normale små digitale vi går rundt med. Samtidig skal man huske at det man tager billeder af jo ikke altid er enig i at nu er det jo lige tid til at stå stille i vandet og posere, så opgaven kan blive yderst kompliceret.

Revet var fantastisk! Vi så såååååå (ikke plads til alle de å’er der burde være) mange fisk i flotte farver, kæmpe musling ca. 1 meter bred i en skrig lilla farve. Andet dyk var lige så fedt og hoppet fra båden sjovtJ

Oppe af vandet knurrede maverne af sult, men jeg kunne dog ikke få så meget ned. Buffeten var inde i selve ”kahytten” og her følte man søgang som gav kvalme, men så snart man kom ud i luften forsvandt det. Næste rev og tredje dyk som Bo og jeg jo desværre ikke skulle have, men til vores overraskelse var dette dyk gratis så ned i fiskenes baghave igen med os. Denne gang var dykket på lavere dybde, men i meget spænende omgivelser. Yatzu foran første os gennem en smal revne i revet. Det var helt vildt med meter høje koral rev på begge sider flød vi langsomt gennem vandet.

På vejen hjem kunne jeg ikke lade vær med at tænke over hvor heldig vi har været for at se Great Berrier Reef på denne måde. At være under vandet og se fiskene følge en eller bare fortsætte i deres gøren er så specielt. Efter sådan en tur kan man ikke gøre andet end at stemme for at vi passer på vores klode, vi er trods alt afhængige af dyr og planter for at vi kan leve.

Okay, måske nogen af jer synes jeg blev lidt hippie grøn der, men ja ”what can i say- try it”!

Louise